Adrian Hughes om Wadden Tide

Adrian Hughes om Wadden Tide

Adrian Hughes om Wadden Tide

Adrian Hughes deltog ved åbningen af Wadden Tide og gav, på sin egen humoristiske og inspirerende måde, udstillingen følgende ord med på vejen…

"Hver gang jeg kigger ned på Danmark fra et fly forundres jeg over, hvordan hele landet er et Cobra-maleri hvor Carl-Henning Pedersen har ført penslen. Hver en kyst, revle, pynt og klint er smurt ud med store cirkel- og elipseslag med havets store armbevægelser. Vandet omkring os skalter og valter så meget med ler, sand, ral og grus at Grenen for enden af Jylland skvulper hid og did mange meter frem og tilbage hvert år. Andre steder trækker havet alenlange odder ud hist eller diverse næs pist; et barn som leger med en finger i spildt kaffegrums på køkkenbordet ville kunne tegne det samme, et land bestående af bløddele, hvor intet rækker højere end 170 meter.
Intetsteds er havets rå og våde kraft mere synlig end på Jyllands Vestkyst. Den har sin strunke lige linje fra Danmarks heftigste bølger, og ved Blåvandshuk afleverer Vesterhavet nok til at skabe Danmarks vestligste punkt og et overvældende afbræk fra kystens ellers lige linje. Her ser man overgangen til flade og somme tider mere smulte vande. At Blåvandshuk er enestående som naturfænomen vidner det kolossale sommerhusområde bag pynten om.
I henved 30 år har jeg beskæftiget mig fagligt med kunst, og det har altid kunnet svare sig for mig at gå åbent ind i det rum, en kunstner skaber om sit værk. Derfor finder jeg det også oplagt at bruge kunst til at henlede publikums opmærksomhed på så enestående og monumentalt et naturfænomen som Vadehavets nordlige begyndelse.
Alle de 12 kunstnere i skulpturudstillingen ”Wadden Tide” har forsøgt at give deres bud på, hvad et værk lige akkurat her skulle indeholde. Det er blevet til 12 svar, som fascinerer i deres forskellighed.
Allerede ved parkeringspladsen ved fyrtårnet bliver man opmærksom på det første værk, Bosch & Simmons ”Spring Tide”, som fremhæver naturens konstante tilstedeværelse som vind. Når den blæser, og det gør den jo tit, hører man sitren, buldren og brag fra nogenlunde de samme plader, som tonemestre i sin tid brugte til teatereffekter. Og lydene forstærkes på en tilsvarende forunderlig gammeldags fjedrende måde, hvis man stikker hovedet i de tre hundehuse på stolper.
Når man så går op over klitten får man for det første vuet ud over Blåvandshuk, som meget lidt kan slå. Men det understreger stedets storhed at se Ingrid Ogenstedts ”Gata” som en port til Nordsøen midt på stranden. Man kan både se, hvor stor den er, og hvor lille den forekommer i de omgivelser. Værket bliver på den måde næsten lige så dragende og overvældende for mig som som monolitten har på menneskeaberne (og siden astronauterne på Månen) i Stanley Kubricks ”Rumrejse år 2001”. Selv om Gata står i forgængelige tag-tække-rør kunne jeg ønske mig, at dette værk fik lov at blive stående længe efter udstillingens udløb.

I den helt modsatte ende finder vi hollandske Hannah Streefkerks ”Cabinet of Natural Memories”, værk #11. Det skalerer ned hvor Ogendstedt med ”Gata” skalerer op. Streefkerk henleder vores opmærksomhed på de bittesmå mirakler, vi vader i når vi besøger naturområdet. Det være sig en blåmuslingeskal, en harekæbe, en havsnegl eller en tørret blomst. Hun tilfører dem en aura af værdi ved at udsmykke dem med små hæklerier, og tvinger os derved til at dvæle ved effekterne så længe, at vi kan forundres over naturens absolutte mirakel. Uden at blive religiøs får jeg lyst til at citere Grundtvig: ”Gik alle konger frem på rad - i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad - at sætte på en nælde”.
Kate Skjerning har med ”The Colored Sea” (værk #4) mindet os om, hvor lidt vi slider på fiskenet, før vi smider dem væk i effektivitetens hellige navn. Hellere kassere et næsten perfekt net end at spilde én time i fiskemelsfabrikkerne ude på havet. Hun har lånt sine flotte farvede net fra firmaet Plastix i Lemvig, som er et af de steder hvor man rent praktisk forsøger at gøre noget for at genbruge vores enorme overskudsproduktion; det værk skal man lige huske at se på igen oppe fra klitterne, når man er tilbage, for farverne skal lige samle sig i det lange flade perspektiv.
Når man møder den i adelsfamilien, som arvede Herresædet står man ofte ansigt til ansigt med en stolthed, som lige så meget er et tungt ansvar. De mest samvittighedsfulde herremænd og -kvinder betragter stamhuset som noget, de har til låns fra deres oldebørn. En tilsvarende erkendelse ville klæde os alle sammen i forhold til den jord, vi for tiden bebor. At bruge kunst til at gøre os opmærksom på den herlighed vi er midt i er eet af mange små skridt i den rigtige retning".